Der er det flotte bestik, som ligger godt i hånden, og som ser godt ud på bordet i et gennemtænkt samspil med glas og service. Så er der det gedigne bestik, der holder til hårdt, dagligt brug i f.eks. kantinen eller institutionen, og der er bestikket, som ofte forsvinder i et hektisk spisefrikvarter.
BENT BRANDT har over 30 forskellige bestikserier, du kan vælge imellem. Serier, der opfylder kravene til professionelt bestik i alle serveringssituationer.
2 typer af rustfrit stål
Rustfrit stål i forskellige materialekombinationer er det foretrukne materiale til moderne bestik – fordi det er praktisk, pænt og rart at holde ved med sine blanke eller matte overflader.
Rustfrit stål til fremstilling af bestik findes i 2 typer.
Kromnikkelstål er den bedste stålkvalitet. Det er en legering, der består af stål, krom og nikkel – 18% krom og 8 eller 10% nikkel. Kvaliteterne kaldes 18/10- eller 18/8-stål, og det er bestik, der kan poleres flottere og blankere end kromstål.
Kromstål er en legering af stål og typisk 18% krom – også kaldet 18/0-stål. Det er en billigere ståltype, der både anvendes til støbning af hele bestik eller til fremstilling af knivblade, fordi kromstål på grund af sin hærdning kan slibes ret skarp. Kromstål får lettere pletter og flyverust under opvask end kromnikkelstål.
Bestik i opvaskemaskinen
Vask dit nye bestik grundigt, før du tager det i brug, så du er sikker på, at al slibestøv fra produktionen er fjernet.
Skyl brugt bestik under rindende vand før du placerer det i opvaskemaskinens bestikkurv med spisefladen opad. Tør bestikket af med en klud efter opvask.
Bestik med skaft af træ, ibenholt eller lignende skal vaskes op og tørres af i hånden.
Sørg for, at bestik af rustfrit stål ikke vaskes op samtidig med f.eks. ostehøvl, æggedeler eller andet grej af aluminium – det skaber en kemisk forbindelse, som resulterer i flyverust på dit bestik.
Syre fra madvarer som f.eks. ketchup, sennep, æg og citron angriber også rustfrit stål og skaber rustpletter. Disse madvarer skal derfor skylles af bestikket hurtigst muligt.
Er dit bestik blevet angrebet af rust, kan rusten fjernes med stålrens, som forhandles af BENT BRANDT. Det er en creme, der påføres med en blød klud eller svamp, og som efterfølgende vaskes af.