Artikel
02.01.2025

Hvad skal vi med kunstig intelligens?

Fremtidsforsker Louise Fredbo Nielsen kommer med markante meldinger om kunstig intelligens i køkkenet: ”Det kommer til at forandre jeres arbejdsdag!”

Louise Fredbo Nielsen har en kandidatgrad i International Business & Politics fra København, Paris og Beijing og er en meget efterspurgt fremtidsforsker i indog udland. Hun har en viden og evne til at omsætte fremtidsscenarier til budskaber, der ikke er til at misforstå. Derfor har vi spurgt hende om tidens store emne: kunstig intelligens i det professionelle køkken.

Robotstøvsuger - pjat!

Havde du for 5 år siden troet, at hver sjette danske familie i dag har en robotstøvsuger, hver syvende haveejer en robotplæneklipper, og hver anden overvejer at købe én? De er der altså, robotterne. Og det er kun begyndelsen. Robotter og kunstig intelligens kommer også i jeres køkken!

Robotterne ta´r mit arbejde!

Nej! Robotterne overtager trivielle opgaver, som de laver supereffektivt og til perfektion – derfor har de også en fremtid på Michelinrestauranter, fordi de er garanter for ensartet tilberedning hele tiden. Vi vil også se dem i take away-spøgelseskøkkener, hvor kunderne ikke forventer personligt håndværk, og når prisen på robotter om nogle år falder, indfinder de sig også i kantiner og helt almindelige restauranter.

Og hvis du skal være ærlig: Har du ikke også opgaver, du gerne overlader til en robot, så du kan bruge tiden på noget spændende? Du kan f.eks. bruge tiden ude blandt dine gæster, for deres forventninger til ’at blive set’, stiger i fremtiden. Brug dit ’værtskab’ til at få respons og inspiration til dine serveringer, og benyt samtidig muligheden for at fortælle om råvarer, tilberedningstips og holdninger.

Frygt ikke robotterne, men vær kritisk og tag den teknologi ind, som giver mening. Det frigiver tid til, at du kan udvikle personligheden og håndværket i dit køkken.

Dit håndværk går aldrig af mode

Der er så mange gode steder at vælge imellem. Derfor har gæsterne hævet forventningerne til det rigtig gode måltid. De forventer en unik, skræddersyet oplevelse, og mens teknologien er god til at beregne, analysere og være effektiv, har vi måske glemt, hvor vigtigt det er netop at eksperimentere, fejle og dumme os – at være mennesker, så vi netop kan lave den unikke, skræddersyede oplevelse. Der er ingen, der bare har ’buffet’ som livret. De vil se, at der er tænkt på dem.

Kostpyramide - nej tak!

Om 10 år vil vi synes, at det var helt go’nat, at vi i 2025 havde en Kostpyramide hvor alle grøntsager var lige sunde for os alle. At der f.eks. ikke blev taget højde for, at der er folk, som ikke tåler auberginer eller tomater. At de faktisk er til skade for dem.

Teknologi og kunstig intelligens bliver vejen til at lave individuelle ’kostpyramider’ for hver af os. Facitlister, som tager højde for hvad vores genetik kan tåle og har brug for, så vi f.eks. performer bedst muligt på jobbet. Det omsættes til kostplaner, der kan deles med jer, så jeres gæster kommer til at forvente, at I ved hvad og hvordan de ønsker at spise.

Det skal give mening

Robotterne er en velkommen håndsrækning til en branche, der mangler hænder – ikke mindst unge hænder. Og for dén generation er kunstig intelligens allerede logik, så det er et signal om, at I også kan se perspektiverne i at tage robotter og kunstig intelligens med i køkkenet. Der er et godt trækplaster sammenmed bæredygtighed og alt det andet, der giver mening – for det er MENING, den unge generation stiller som et krav til deres fremtid. Et fleksibelt job med mening – gernemed frihed til også at arbejde med deres egne idéer og projekter. Allerede nu ser vi mange unge, der både har job og eget cvr-nummer.

Frygt ikke - se muligheder

Det kan godt være, I ikke kan se værdien af kunstig intelligens i køkkenet lige nu, men det kommer. Og det kommer til at forandre jeres arbejdsdag til det bedre!