Fri leg i sommerkøkkenet
Dennis Rafn, kok og inspirationskonsulent, har inviteret Tommy Jespersen, souschef på Falsled Kro og deltager på Det danske Kokkelandshold, på besøg i demokøkkenet hos BENT BRANDT.
De to har kendt hinanden siden 2013, hvor Tommy deltog ved WorldSkills i Leipzig. Året efter blev han optaget på Junior Kokkelandsholdet, hvor Dennis er coach, og i 2016 blev den unge ildsjæl udnævnt til holdets kaptajn. I 2017 trådte Tommy så ind i 'de voksnes rækker' som fuldgyldigt medlem af Senior Kokkelandsholdet.
Trods et lunt, roligt og sindigt gemyt er Tommy et konkurrencemenneske, og det er gennem årene blevet til adskillige flotte placeringer i alt fra chokolade til vildt. Også Dennis stortrives i konkurrencekøkkenernes åndeløse spænding – både som mentor, inspirator og som dommer i nationale og internationale konkurrencer.
Men der var nu ikke meget kamp i køkkenet den dag, hvor de to ferme kokke skulle efterleve redaktionens ønsker om en serie inspirerende billeder af lækre sommerretter. For der var fuld enighed om udgangspunktet: Respekt for sommerens fantastiske råvarer, der er på sit højeste lige nu. Eksempelvis spæde urter, jordbær, asparges, nye kartofler og lam – alt sammen med masser af saftspændt smag og en tekstur, der kræver nænsom, al dente tilberedning.
Så billederne er resultatet af fri leg i køkkenet – en leg, hvor begge naturligvis vil være den bedste. Leg med, og lad dig inspirere…