Opskrift
02.01.2025

Vietnamesisk Báhn Mì sandwich

Kombiner fransk og vietnamesisk madkultur med denne sandwich, hvor smagen er en perfekt balance mellem sødt, syrligt, salt og krydret.
4 personer

Ingredienser

  • Frisk, sprød og lunt baguette.
  • 4 stk. kyllingebryst skåret i tynde strimler.

Ingredienser marinade

  • 2 spsk. soyasauce
  • 2 spsk. fiskesauce
  • ½ rødløg, lille, finthakket
  • 3 fed hvidløg, knust
  • 3 spsk. sukker
  • 1 spsk. sesamolie
  • Salt og sort, friskkværnet peber

Ingredienser Do Chua-marineret grønt

  • 200 g kineradise i små stave
  • 200 g gulerødder i små stave
  • 2 dl eddike
  • 2 dl sukker
  • 1 tsk. salt

Ingredienser dressing

  • 1 dl salatmayo
  • 1 spsk. Hoisinsauce
  • 1 tsk. Sriracha-sauce

Ingredienser fyld

  • 2 bdt. koriander
  • ½ stk. frisésalat
  • 2 skoleagurker
  • Rød og grøn chili

Sådan gør du

Marinaden piskes sammen, og kylling marineres heri i ca. 3 timer. Lige før servering tages kylling op af marinaden og steges af.

Eddike, sukker og salt blendes sammen til salt og sukker er opløst. Radise og gulerod skæres i julienne, kommes i syltelagen og sylter i minimum 6 timer (kan også laves i vakuum).

Dressing laves ved at røre de 3 ingredienser sammen.

Salat plukkes, skylles og vendes sammen med koriander. Skoleagurker skæres i skiver og chili skæres i tynde skiver.

Anretning
Baguette flækkes næsten helt igennem, men skal stadig hænge sammen. Brødet smøres med dressingen, kødet fordeles og syltede urter, der er drænet fra lagen, kommes over. Sandwichen toppes med fyldet af salater og koriander samt agurk og chili og er nu klar til servering.