Artikel
04.11.2016

Caféen, man ikke vil forlade

Tre iværksættere fra Aarhus overtager et konkursbo i Horsens. En café med natklub på førstesalen. Café Gran skal være nordisk som en hyggelig pejsestue med hele den ene væg bygget op som én stor, fastmonteret brændestabel.

Dagen før indvielsen kommer brandinspektøren på besøg og kræver brændestablen fjernet, før der må åbnes. Syv måneder senere har natklubben et underskud på 700.000 kroner. Det er starten på en rigtig succeshistorie.

Eoin Magill og Rasmus Sandholm havde bestyret en café i Odder. Efterfølgende havde Eoin bygget fitnesscentre i 10 år, mens drømmen om at få deres egen café ulmede. Så var det, at de ved et tilfælde opdagede den lukkede café i hjertet af Horsens – en café med natklub på førstesalen. Claus Hald, gammel bekendt med erfaring fra diskoteksbranchen, blev præsenteret for idéen og var med.

Den 28. august 2010 åbnede Café Gran – efter en hektisk nat, hvor brændestablen blev brudt ned og erstattet af en improviseret reol. Syv måneder senere måtte de tre iværksættere erkende, at Horsens ikke var klar til en underground natklub på førstesalen, så Klub Kaos lukkede som et dyrt bekendtskab. Til gengæld tog Horsens godt imod caféen, og den ledige førstesal skulle vise sig at blive starten på en café med mere.

'Godt vi ikke er kokke'

At Café Gran skulle være et rigtig godt spisested, var fra starten en del af forretningsplanen, men de tre ejere er enige om, at det er godt, at ingen af dem har en kokkeuddannelse. "Vi går meget op i mad, men havde det været vores fag, ville det nok være blevet en kamp for maden. Vi er gode til at se maden i en sammenhæng, og vores tre køkkenchefer er gode til at fange vores ønsker," lyder forklaringen.

Et af ønskerne har været også at gøre caféen til et spillested, og her kom førstesalen ind i billedet. I starten spillede kopibands live i stueetagen for mange mennesker, men nu er musikken flyttet en etage op, og intimkoncerter for 70-80 gæster, med kendte danske solister og en 3-retters menu, er blevet en hurtigt udsolgt succes.

Og så er der drinks

Drinks er blevet et af de midler, der har fået Café Gran til at være gå-i-byen-stedet-hele-aftenen i Horsens. "Når gæsterne har spist i caféen, inviterer vi ofte på et glas cava i baren eller på den nyindrettede, overdækkede terrasse på førstesalen. Her laver vi lounge-stemning med DJ fra kl. 22 i weekenden, og resultatet er at omkring 60-70% af de spisende gæster bliver og fortsætter med drinks aftenen igennem," fortæller Eoin. Selv om caféen har bevilling til kl. 5, lukker man kl. 2, for man ønsker at bevare restaurantmiljøet for gæsterne, der primært er i +25 års-alderen, frem for at blive stedet for de unge.

Nu er man også Møhr

Så blev den kinesiske restaurant i nabohuset ledig, og de tre iværksættere kastede sig ud i næste projekt: Restaurant Møhr – et steakhouse i den absolutte topklasse.

Her er stort set alt specialdesignet – af de tre ejere – og man har slet ikke lyst til at rejse sig fra læderstolene, der er fremstillet i Holland. Det skulle da lige være for at gå på toilettet, der er et udstyrsstykke i sten og kobber. Også restaurantens belysning er af kobber – 193 meter kobberrør, der bugter sig langs lofter og vægge – designet, produceret og monteret af de tre ejere. Det var hårdt arbejde, erkender Claus, der i perioder boede på byggepladsen – og som i øvrigt sammen med sine medejere er at finde på gulvet i café og restaurant stort set hver aften.

Det første gæsterne møder på Restaurant Møhr er et flot kødmodningsskab, og borddækningen præges af små, eksklusive slagteøkser som alternativ til steakkniven. På den anden side af disken sørger en automatisk glaspudser for 600 helt perfekt pudsede champagne- og vinglas i timen.

Så de tre iværksættere har givet både konsulent Claus Helbo og isenkramafdelingen hos BENT BRANDT spændende udfordringer og opgaver gennem tiden – og de er lykkedes, lyder roserne.

En trappe fører fra restauranten ned i kælderen, hvor et lille, anonymt rum er forvandlet til en intim, spændende vinkælder, der i dag danner rammerne for mange møder og VIP-bespisninger i byens erhvervsliv.

Da kaffen kom til Horsens

Det er sat lidt på spidsen, indrømmer de tre fra Café Gran, men der var faktisk ikke en kaffekultur i byen, så da muligheden bød sig for at indrette en kaffebar på Danmarks bredeste gågade, slog de til. Tapeterne i en lille frisørforretning fra 70'erne er udskiftet med rå vægge og cool interiør, spejlloftet er fornyet og gennem et åbent vinduesparti kan der nu serveres for 80 gæster på den flotte terrasse, der – efter at kommunen ændrede reglerne – skaber stemning i gaden.

Og Gran Bar er mere end kaffe. Stedet er blevet det ultimative tapas-sted i Horsens – også som take away. Få ting gøres klar på Café Gran, men det meste fremstilles i de mikroskopiske køkkenfaciliteter bag disken.

Gran og guldkortet

"Indsæt minimum 200 kr. på dit Gran Guldkort, som du kan bruge i alle vores forretninger. Så får du f.eks. 3 retter til 2 retters pris, du får rabat på din kaffe, og du får nyheder og info om intimkoncerterne på sms 3 dage før andre. Indsætter du 1.000 kr. på kortet, giver vi en flaske Cava (værdi 325 kr.), mens 2.000 kr. udløser en flaske champagne."

Sådan sammenfatter Rasmus nogle af de fordele, der har gjort Gran Guldkortet til en stor succes i Horsens. "Der er mere end 1.000 Guldkort i omløb og mere end 500 Cavakort, og med Champagnekortet tjener man jo nemt middagen ind alene på besparelsen på drikkevarerne. Og vi får gode kunder i butikken," lyder forklaringen på en succes, som er skabt ved at samle tre it-systemer i ét – et kasse-, gavekort- og sms-system.

On the road (again)

Seneste skud på Gran-stammen er en ægte amerikansk Winnebago-mobilhome ombygget til en super trendy foodtruck efter alle kunstens (og BENT BRANDTs) regler og Eoins passion for gamle biler. Og det er ikke en hvilken som helst bil. Det er Willie Nielsons gamle tourbus – sangeren med 'On the road again'.

Her er der nu skabt et gennemtænkt køkken, hvor der kan produceres en burger hver 22. sekund. Og yderligere tre Winnebago-veteraner følger efter, for iværksætternes plan er at opbygge en 'madby' – et festival- og event-koncept, hvor de fire foodtrucks udgør en sammenhængende, overbygget enhed med henholdsvis burgere, steaks, vinbar og… - tja, hvem ved?

Og hvem ved, om man måske snart kan opleve Gran forgrene sig til andre byer, lyder slut-bemærkningen.

Kødmodningsskabe

Vi kan levere modningsskabe efter både standard- og specialmål.

Kontakt vores projektafdeling på 8930 0000 for flere oplysninger.