Artikel
02.03.2017

Den originale kaffebar

Københavns bedste kaffebar 2013, 2014, 2015 og 2016 ifølge AOK. Selv siger ejerne, at det er på grund af loyale kunder. Måske er kunderne loyale, fordi fundamentet for Original Coffee er ildsjæle, der selv går forrest, dybt engagerede medarbejdere, der følger trop og sans for kædedrift uden ensretning. Og så rigtig go' kaffe, naturligvis.

Det startede med to ladcykler for godt fem år siden. Det startede alle hverdage kl. 4.30, når de tunge cykler med deres gasopvarmede espresso-maskiner blev hentet op fra kælderen og kørt i stilling foran Danske Bank klar til kaffebrygning kl. 7. Andre virksomheder bad også om besøg i forbindelse med events og arrangementer - op til 300 styk på et år.

Nikolaj Skovsted-Andersen og Philip Trappaud Bjørn havde ramt tidsånden og kravet om god kaffe spot on. Det gav lange arbejdsdage, og det gør det stadig. For på fire år har Original Coffee udviklet sig fra to cykler til foreløbig otte kaffebarer – hovedstadens bedste, ifølge AOK's brugere.

Illum inviterede

I dag er cykelkonceptet solgt, for nye muligheder viste sig. "For fire år siden startede vi en dialog med Illum, der spurgte, om vi ikke kunne tænke os at indrette en kaffebar i grundlæggeren A.C. Illums gamle hjørnekontor på øverste etage med terrasse og udsigt til Strøget," fortæller Nikolaj.

"Vi var 21 år, men selvfølgelig sagde vi ja tak. Vi indrettede stedet og byggede inventaret selv sammen med en håndværker, og det har vi i øvrigt gjort i alle otte forretninger, der ikke ligner hinanden. Her får vi hjælp af arkitekt Victor Fruergaard, for indretningen og stemningen skal passe til stedet og det publikum, der bor i området. Vi vil være de lokales kaffebar og ikke en cafékæde."

Iværksætteri uden nøl

Fem måneder efter åbningen i Illum kom Nikolaj forbi en tom isbutik på Trianglen. Ikke mange minutter senere blev lokalerne besigtiget. En hurtig telefonsnak med Philip, en tænksom kop kaffe og købsaftalen blev udformet på bagside af 'Til salg'-skiltet.

I dag brygges der også Original Coffee på Nørrebro, i Bredgade, Hellerup, Staderne og i yderligere en større variant på Illum Rooftop. Desuden nyder medarbejderne hos Microsoft godt af en kaffebar i underetagen, hvor Lyngbys borgere samtidig kan afprøve elektronikgigantens produkter under kaffedrikningen.

Ledelse og rengøring

De to partnere indså hurtigt, at yderligere en partner med administrativ ballast var nødvendig. "Philip tager sig af personalet, mens jeg mere er til salg og marketing," siger Nikolaj.

"Så vi spurgte min storebror Jonas, om han havde lyst til at være med. Det havde han i den grad, selvom det betød farvel til et fedt job som business controller hos LEGO."

Så der er styr på finanserne, og der er også styr på tingene bag disken, fortæller Nikolaj, som på vejen hen til vores bord i den fyldte kaffebar fjerner kopper, samler papir op fra gulvet og hilser på den nye barista på vagt.

"Både Philip og jeg står stadig selv bag baren, vi gør toiletter rene og fejer fortov, for hvis vi ikke selv gider, kan vi da heller ikke bede andre om at gøre det," lyder forklaringen på en hård arbejdsuge og på det medarbejder-fokus, som måske er en væsentlig årsag til fire gange 'Byens Bedste'.

Nikolaj Skovsted-Andersen

Personlighed før erfaring

Alle medarbejdere hos Original Coffee ansættes på deres personlighed. "Vi kan lære dem at brygge en kompromisløs, perfekt kaffe og lave Latte Art, men personligheden skal være medfødt. Derfor har vi lavet vores eget CoffeeLab, hvor vores baristaansvarlige, Frederick Kjærulf-Schmidt, oplærer den enkelte medarbejder. På en intern platform er der adgang til alt, hvad der er værd at vide om kaffe, og alle bag baren – godt 60 personer i øjeblikket – skal nok være lidt nørdede, konstaterer Nikolaj. "Det skal ikke bare være et arbejde. Til gengæld bliver de en del af et fællesskab på en fed arbejdsplads med bl.a. flere årlige fester, bodycoach og yogainstruktion."

For der skal personlig velbefindende til at yde god service til en god kop kaffe.