Artikel
16.02.2015

Europas historie – fortsat

Cafe Europa 1989. Mere end 25 år med samme ånd, koncept og succes på Amagertorv i København. En ener i dansk cafehistorie. Færre ved nok, at cafeens ejer og ildsjæl, Jens Nørgaard, i 1993 grundlagde en tilsvarende on-going succes i kantineverdenen. Samme ansvarlighed og virksomhedskultur. Samme holdning til kvalitet og nytænkning.

Det startede med Miljøministeriets kantine, og i dag handler det om kantinedrift for 8 ministerier og styrelser, og mere er på vej – bl.a. bespisning af yderligere 2.500 medarbejdere i 4 af statens styrelser, der flytter sammen i 2017.

Har man sagt Nørgaard og Strøget, har man også sagt familie med fingeren på pulsen. Men mens far og bror har skabt succes i modeverdenen, har Jens Nørgaard opbygget noget, der kan minde om en kulturinstitution i det københavnske caféliv. For Cafe Europa 1989 bygger på en helt speciel virksomheds- og personalekultur.

Samme fundament går igen i Europas kantiner. Det handler bl.a. om socialt ansvar.

"De udvider vores livssyn"

Både café og kantiner ansætter bevidst meget forskellige medarbejdere, forklarer direktør Peter Sahl fra Europa Kantiner. "I kantinerne er der alle de fagligt velfunderede medarbejdere, hvoraf mange kommer fra caféen. Og så er der fleksjobberne, folk i jobtræning og integrationsprojekterne. Alle disse forskellige kulturer bidrager med så meget andet end bare arbejdskraft. De udvider vores livssyn, og vi giver dem reel medindflydelse til gengæld. Det trives bl.a. på vores interne Facebook-side, som både er et sted for socialt sammenhold og faglig udveksling af alt fra opskrifter til idéer til mersalg og erfaringer med nye tiltag."

"Vi taler om nærvær, vi lytter, og vi reagerer. Og det er ikke kun tomme løfter. Jeg tror, det er en af årsagerne til, at så mange medarbejdere bliver hos os i mange år," fortæller Peter Sahl, der selv har været med i 15 år.

Mad tilovers bliver til gavn

Det sociale ansvar rækker også uden for husets vægge, og man skal ikke være sammen med Jens Nørgaard ret længe, før det står klart, at det er fra ham, dette engagement stammer.

"Vi har bekæmpet madspild i mange år," lyder det fra ejeren, der var blandt de første i Danmark til at donere overskydende mad, brød og kager til Himmelekspressen og Mændenes Hjem. "Når croissanten bliver lidt blød, er det ikke gæstekvalitet, men den smager jo stadig fremragende. Og vi har løst kravet om ubrudt kølekæde gennem et samarbejde med Inco's vognmand, Kalles Transport, der uden beregning sørger for transporten".

Kantinekaffe som signatur

Det bliver også hurtigt tydeligt, at god kaffe er en anden Jens Nørgaard-passion, der i samarbejde med Danida er blevet til et CSR-projekt i Bolivia, hvor Cafe Europa 1989 sammen med en lokal partner står bag både en kaffeplantage og en lokal kæde af kaffebarer.

Og i Danmark har kaffepassionen ført til fire verdensmesterskaber i kaffebrygning til baristaerne fra Amagertorv – og det har ført til en enestående detalje i kantinekonceptet. For selv om hver Europa Kantine har sin egen profil, egen menu og ledelse, er der et fællestræk: Kaffebaren, hvor der er åbent hele dagen, og hvor baristatrænede medarbejdere betjener den store espressomaskine. "Det dufter, det giver stemning, og i baren er der basis for både socialt samvær og en helt anden mødekultur. Og så må god kaffe gerne koste, og det er ikke uvæsentligt, for vi driver jo en forretning," siger Jens Nørgaard. Men efterfølgende kan han også afsløre, at han måske har et lidt andet syn på indtjening end den sædvanlige i branchen. "Vi lægger nok uforholdsmæssigt mange kroner i lønninger. Men jeg vil hellere, at vi tjener lidt i mange år end meget på få år."

Kantine – klar til udrykning

Europa Kantiner kan se tilbage på en kundeskare, der – med en enkelt undtagelse – har været uden udskiftning i alle årene. Nye ministerier og styrelser har ofte selv meldt sig på banen, og blandt personalet taler man da heller ikke om 'gæster', men om 'kolleger'. For det er specielle krav og opgaver, som medarbejderne udsættes for – krav, der kræver konduite og kendskab til de omgivelser, man færdes i.

"Vi er vant til at servicere ministre, ambassadører og folk fra nær og fjern. Vi skal stå klar ved en ministerrokade, ekstraordinære pressemøder og når forhandlinger trækker ud, så vi har altid mad på lager og personale, der kan tilkaldes på alle tider af døgnet," fortæller Peter Sahl. "Og skal der være fest, har vi både kokken, tjeneren, bartenderen og dj'en."

Konsulenter – klar til udrykning

Konsulenterne Pia Moreau og Thomas Rønnow fra BENT BRANDT har også i mange år været en del af holdet, der kan tilkaldes her-og-nu. Pia og Jens har kendt hinanden i mere end 20 år, og det bliver i snakken til mange nostalgiske minder om de udfordringer, caféens beliggenhed byder for køkkendrift. "Bygningerne er fredede, så udvendige ventilationsanlæg er bandlyste," fortæller Pia Moreau. "Det betyder, at der ikke kan være komfurer i køkkenet. Alt tilberedes i RATIONAL-ovne. Men da jeg første gang kom på besøg, foregik det i et hav af mikroovne stablet oven på hinanden, for trods flere hundrede spisende gæster om dagen, er køkkenet i kælderen på størrelse med det, man finder i en ubåd."

Mikroovnene blev udskiftet, og det frigav en god portion plads til borde og hylder. Samtidig blev porcelænet udskiftet til Figgjo i gastronormmål uden brede faner, men med høj kant. "Praktisk at opbevare og nemt at anrette på. Og så kan der være 24 tallerkener i en opvaskekurv, så der spares tid i opvasken," forklarer Pia Moreau." Cafe Europa 1989 har gennem årene udbygget med forskellige små Figgjo skåle og fade, som kan mikses på tallerkenerne.

I kantinerne er det Thomas Rønnow, der har sin gang, og det er ikke mindst idéer til buffeterne, der er på dagsordenen. "Jeg har meget direkte kontakt med de enkelte køkkenchefer, for med den store frihed til at skabe sin egen stil på stedet, er det vigtigt, at jeg også har en god fornemmelse af stemning og behov," siger konsulenten som afslutning på endnu et besøg i Europa Tietgen – Miljøministeriets departements kantine og Cafe Europa 1989s flotte selskabslokale.