Artikel
03.11.2015

Livskvalitet på menuen

En kok som synes, at 75% svind er OK, som kører sine gæster hjem, og som serverer et hav af fantastiske salater, fordi der er masser af hænder i køkkenet til at lave arbejdet. Lyder det specielt? Det er specielt, køkkenindretningen er speciel og kombinationen af en uddannelse som kok og pædagog er heller ikke helt almindelig. Men det er alt sammen med til at give tilværelsen mening for Bjarne Juul Hansen og hans 10 udviklingshæmmede medarbejdere i køkkenet på Frydenslund i Silkeborg.

Frydenslund er et aktivitets- og samværstilbud for udviklingshæmmede i Silkeborg. Det er Ole Jørgensen, konsulent hos BENT BRANDT, der tager os med på besøg i centrets køkken, hvor der er usædvanlig god plads – og usædvanlig højt til loftet, når det handler om at skabe livskvalitet.

I køkkenet laves alle måltider til de ca. 30 personer, der har egen lejlighed på Frydenslund og frokost til knap 70 personer, som deltager i aktiviteter i bygningerne. Desuden er der en halv snes multihandicappede, som spiser hjemme, men som henter frokosten sammen med deres hjælpere. "De skal jo også opleve duften fra køkkenet og synet af al maden," siger kok og pædagog Bjarne Juul Hansen, der egentlig søgte jobbet som pædagog, men fik en dobbeltrolle som bonus.

Anderledes køkkenledelse

Efter 13 år som kok på langfart og på boreplatforme var det en sommerlejr med adfærdsvanskelige unge, der fik Bjarne til at gå i gang med en uddannelse som pædagog. I dag går de to uddannelser op i en højere enhed. Sammen med køkkenassistent Sanne Villumsen og pædagog Anne-Mette Nielsen Suhr skaber Bjarne rammerne for både en sund kost og for gode oplevelser for de 10 udviklingshæmmede borgere, der deltager i det eftertragtede køkkenarbejde. Som afslutning på arbejdet i køkkenet, sætter Bjarne eller en af de øvrige medarbejdere sig i minibussen og kører nogle af dagens gæster hjem som en del af jobbet.

"Det er en fantastisk arbejdsglæde og taknemmelighed, jeg bliver mødt af hver dag," siger kokken, der planlægger menuen efter de personer, han kan være sikker på er på arbejde den pågældende dag – for der er intet fravær blandt de udviklingshæmmede medarbejdere. "Hvis der er en, der er god til at snitte løg og en anden til at skrælle kartofler, er det en god dag for biksemad. Og så er der én, der kommer en enkelt formiddag om ugen for at skrælle gulerødder, og måske er svindet på 75%, men hvis han eller hun har haft en god dag, er det jo en billig fornøjelse. Andre elsker at forme frikadeller, gøre rent eller vaske op."

Meget af arbejdsdagen for Bjarne, køkkenassistenten og pædagogen går med at holde øje med hygiejnen og sikkerheden. Og så handler det selvfølgelig om planlægning og om at træde til med en hjælpende hånd, men som Bjarne siger, har det været en god dag, når han har lavet så lidt mad som muligt – så har han gjort sit job godt.

Det gennemtænkte køkken

Ole Jørgensen er stolt over det køkken, han har været med til at indrette. "Det er virkelig gennemtænkt," siger han med ros til både Bjarne, bygningsarkitekten og projektafdelingen hos BENT BRANDT. "Her er næsten 20 meter hæve-/sænkeborde, så Bjarne kan planlægge mange 'arbejdsstationer' – også til personer i rullestol. Og så er der masser af plads på gulvet, fordi udviklingshæmmede kan have svært ved at bære rundt på ting, så der er rigtig mange rulleborde i sving."

Bjarne fremhæver også, at han fik et 'walk-in' kølerum i stedet for køleskabe. "En udviklingshæmmet kan ikke overskue et fyldt køleskab, men i kølerummet kan vi lave overskuelighed – også for de hygiejneuddannede pædagoger, der tager sig af anretning og servering i weekenden."

For i weekenden er køkkenet ikke bemandet, men alligevel serveres der rigtig god 'weekendmad'. "Det er ofte hele stege, og her er jeg fantastisk glad for min RATIONAL-ovn," siger Bjarne. "Jeg gør kødet klar, før jeg går hjem fredag, koder ovnen ind til 'steg-over-nat' og så er resultatet helt perfekt til weekenden. I kølerummet er alt tilbehør gjort klar med beskrivelse af, hvordan pædagogerne – med hygiejneuddannelse – skal gøre tingene færdige. Det fungerer!"

Det fungerer. Med en tilfreds kommune, der lever op til sin målsætning om sund, ernæringsrigtig mad til en borgergruppe, der ellers på grund af medicin kan have problemer med vægten. Med stolte og tilfredse køkkenmedhjælpere. Med en køkkenleder, der har livskvalitet på menuen.