Sostrup Slot
Artikel
03.11.2015

Mad+kultur

Når Aarhus i 2017 er europæisk kulturhovedstad, er det med hele Region Midt som aktiv deltager. Ikke mindst Djursland bidrager til begivenhederne, der afvikles under temaet 'Rethink' – gentænk. Og det er lige hvad to af områdets mad- og event-aktører agter at gøre – gentænke mulighederne for at skabe synergi mellem mad og kultur.

Jakob Vinkler, kok og indehaver af restaurant SMAG i Ebeltoft, er manden, der skal sørge for, at kokke og kreative mad-iværksættere bliver en del af det netværk, som 2017-forberedelserne skal skabe grobund for.

"Vi skal lave aktiviteter med kant som modspil til det officielle, pæne program. Vi skal afprøve, hvordan mad på nye måder kan blive en del af scenekunsten, musikken, filmen, arkitekturen…," siger den jyske ildsjæl, der foreløbig arbejder på at skaffe midler til at finansiere en køkkenvogn, hvorfra vækstlaget i hele regionen kan afprøve idéer og drømme. "Det kan være et projekt sammen med Filmhøjskolen i Ebeltoft eller Filmbyen i Aarhus. Det kan være en teatergruppe eller et nystartet band, der laver en forestilling eller koncert som finansieres gennem en mad-event med unge kokke – og baseret på råvarer tæt på udløbsdatoen sponseret af det lokale supermarked. Vi skal tænke ud af boksen, så kokkeeleven får en ny dimension på sine fagligheder."

Jakob Vinkler har allerede gode erfaringer med kombinationen mad+kultur. I Ebeltoft arbejdes der på at forvandle byens nedlagte maltfabrik til et kulturhus med mange funktioner. Her har koncerter kombineret med folkekøkken været med til at skabe lokal opbakning. "Måske ville mange af gæsterne ikke komme for at høre musik, men de ved, at maden er god – og omvendt. Og så er formålet opfyldt," siger madambassadøren, der også arbejder sammen med Rikke Hedman fra Sostrup Slot.

Fra nonnekloster til 'Folkets Slot'

I 50 år havde Sostrup Slot på det nordlige Djursland været kloster for 25 katolske nonner. I 2013 var det slut. Slottet med kirke og stor gård fra 1600-tallet blev sat til salg, og det kom Kirsten Bundgaard Swift for øre. I 30 år havde en ranch i Californien været hendes hjemsted, men efter et besøg på slottet var hun overbevist: Stedets stilhed og helt særlige ånd var de perfekte rammer for refleksion og fordybelse. Så Sostrup Slot fik nye ejere – Kirsten og hendes bror.

Det nye Sostrup Slot åbnede i foråret 2015, og Kirsten har sat 2017 som året, hvor hendes idé med stedet skal have bevist sin levedygtighed.

"Det passer meget godt med temaet 'Rethink'," siger Rikke Hedman, der bærer titlen forstander for dét, der både er et alternativt møde- og kursussted, et holistisk center for kultur, et sted for personlig fordybelse, et gastronomisk åndehul og bevis for Djurslands ypperlige råvarer. "Sostrup er ikke et fint, guldbelagt slot. Det er råt og rustikt med en helt speciel energi. Her kan mødeoplevelsen suppleres af sang, yoga eller meditation i kirkerummet eller parken. Der laves enkel mad i klosterkøkkenet og gastronomi i restaurantkøkkenet, der begge er blevet opgraderet med nyt udstyr. Begge steder serveres tingene på flot porcelæn kombineret med f.eks. Søstrenes gamle, skårede lerkopper."

Kirsten Bundgaard Swift ønsker, at Sostrup skal være 'Folkets Slot', og hun har derfor involveret lokalbefolkningen i 'gentænkningen' af klostret. Hun benytter sig også af sit internationale netværk i forbindelse med det utal af workshops, kurser og arrangementer, der allerede fylder kalenderen. I de fleste tilfælde er fællesnævneren 'fordybelse', for Rikke er overbevist om, at i fremtiden vil vi fokusere på det nære, indre liv – ikke som nu: det nære, ydre liv.