Munk og Alchemist

Alchemist er en ny trosretning for molekylære gastronomer.

Indledningen kan lyde lidt højtragende. Men hvis der er noget, den 24-årige jyde ikke er, er det ophøjet, selvhøjtidelig og bedrevidende. Han er bare i den grad dedikeret til sit job og sin idé. Så meget, at hedengangne Davids Bistro i Århusgade er købt for hans og kærestens børneopsparing suppleret af velvilje fra en sjælden bankmand.

Med undtagelse af de ydelser som loven kræver udføres af fagfolk, har kokken Rasmus Munk og hans tjeneruddannede kæreste, Camilla Masorsky, med håndkraft selv forvandlet den gamle bistro til et næsten teateragtigt rum. Mørkt og uden dagslys, men med ’scenen’ punktvist oplyst af 15 spots fra loftet – 15 lyspletter, hvorpå 45 retter i løbet af aftenen optræder for de 15 gæster, der ved hjælp af ultralyd og sensorer også får individuelle lydoplevelser. 15 gæster, fordi det er et usædvanligt tal, fortæller Munk'en og Alchemist'en.

Også gæsterne er usædvanlige – efter sædvanlige restaurantnormer.

"Det er gæster, der går ud for at opleve mad – ikke andres selskab. Derfor er den høje bardisk med tjenerne i midten ideel. Og halvdelen af gæsterne har spist på elBulli," fortæller Rasmus, der ikke lægger skjul på sin egen respekt for spansk gastronomi og som derfor er meget benovet over, at et idol var blandt de første, der besøgte hans nye restaurant. Den spanske stjernekok Martin Berasategui, der ejer 12 restauranter med 8 Michelinstjerner, kaldte på de sociale medier besøget for en mindeværdig oplevelse, og han har spurgt, om Rasmus vil lave tv med ham.

I det hele taget har medier og madanmeldere fra nær og fjern stået på spring – ikke mindst fordi Alchemist var en offentlig hemmelighed før åbningen, men uden forklaring på, hvad der ventede. Det eneste alle var enige om var, at der nok ventede noget stort. Og ingen tvivl: Ambitionerne er store – det samme er forventningerne.

"De største forventninger kommer nok fra mig selv – til mig selv," siger kokken, der er klar over, at det rummer en risiko at stikke næsen frem. "Jeg vil være blandt de bedste i Danmark. Jeg vil vække international opmærksomhed. Men jeg vil ikke være kendt for at være kendt, og jeg vil ikke have flere og store restauranter – måske en enkelt, der er mindre. Jeg vil gerne tjene penge, så jeg kan investere i udstyr og tallerkener og give mine medarbejdere en bedre løn," lyder det fra ejeren, der har tildelt sig selv en månedsløn på 15.000 kr. og et værelse til ham og kæresten på et vandrehjem.

For ganske vist koster menuen på Alchemist 2.500 kr., men med 15 pladser besat fire gange om ugen, tre tjenere og fem i køkkenet samt udgifter til spektakulær, gastronomisk leg hver tirsdag, er det ikke for pengenes skyld, at det unge par kaster sig ud i et liv som selvstændige – et liv, som Rasmus havde lovet sig selv aldrig at leve.

Men den molekylære gastronomi er jo ikke færdigudviklet. Og det handler ikke kun om mad og smag, men om en helhedoplevelse, hvor mørket, lyset, lyden og iscenesættelsen giver gæsterne en oplevelse, så de bliver rundtosset, som jyden siger. Som f.eks. når Rasmus serverer selvlysende is, lader gæsterne grave lammehjerne ud af et kranie eller serverer et fyldt askebæger – fyldt med velsmag. Og hvem ved – måske lykkes det i et laboratorium i Tyskland at finde det stof, som Rasmus har efterspurgt – et stof, der tager vejret fra én i 20 sekunder uden bivirkninger.

Der var engang, hvor en alkymist var en videnskabsmand, som søgte at forvandle bly til guld. Hvem ved, om det er Rasmus Munks næste projekt – og guderne må vide, hvordan han vil servere det…