Artikel
08.05.2023

Nummer 1

1½ point mere, og VM-medaljen havde været af guld. Vi møder Juniorkokkelandsholdet til en snak om kompromisløshed og det kommende OL.

Det danske Juniorkokkelandshold fik bronze ved kokke-VM i Luxemburg i december. Men maddyst på verdensplan er en elitesport, og her tæller kun førstepladsen. Den plads agter landsholdet at indtage ved OL i Stuttgart i februar 2024, og teammanager Jesper Schmidt har noget at ha’ ambitionerne i.

”VI BLIVER NR. 1!”
”Vi er verdens bedste til at lave mad – det mener jeg helt ærligt, men både VM og OL er fejlfinderkonkurrencer, hvor alle starter med 100 point, og hvor den mindste fejl i opbevaring, råvarehåndtering eller køkkenarbejde trækker fra. 1½ point mere, og det havde været os, og ikke Schweiz, der vandt,” konstaterer Jesper, der roser den evaluering, som alle holdene får efter hver disciplin i konkurrencen.

”Vi får 1-2 lærerige timer sammen med dommerne, hvor de begrunder deres vurdering, og det er derfor, jeg tør sige, at der ikke er noget at sætte en finger på i forhold til vores mad. Det er arbejdsgange og ikke mindst mentalt, vi skal træne. Vi skal ligne og føle os som vindere, når vi går ind, og i modsætning til konkurrencer, hvor det er enkeltpersoner, der dyster, skal vi i den grad være et team. Der er ikke plads til store egoer hos os,” siger teammanageren.

Juniorkokkelandsholdet består af 11 deltagere i alderen 16-24 år, og der står ’talent’ som optagelseskrav. Det indebærer også ’ambitioner’ og ’vilje’, for alle skal møde op, når holdet ca. en gang om måneden mødes til træning i Odense fra søndag morgen til mandag aften – en træning, der resulterer i hjemmeopgaver til alle. Og når konkurrencen nærmer sig, udvides træningen.

DET MÅ IKKE SMAGE AF FOR MEGET
Opgaverne til OL i februar er udsendt. Der skal laves en 3-retters menu til 70 gæster, og en ’Junior Chefs Table’ med et hav af små delikatesser. Der er både vegetariske og veganske krav. Og bæredygtighed og madspild er væsentlige faktorer sammen med krav om kun genanvendelig emballage.

”Vi må stort set selv vælge vores råvarer, og det forventes, at vores verdensdel afspejles i menuerne. Men med et dommerpanel fra hele verden dur det ikke, at det smager for nordisk – så smager det af for meget. Så vi skal øve os i at smage mindre til,” siger Jesper, der til sommer modtager det service, tingene skal anrettes på. ”Så håber jeg ikke, at vi får en sort eller firkantet tallerken, som var valgt til VM. Det var en udfordring. Vi kan jo håbe, at arrangørerne opdager TABL ...”