Artikel
21.04.2015

Vestjylland fester

Service, borde og stole, telte, hoppeborge og toiletvogne til 113 fester på en weekend – det er indtil nu rekorden hos Tinghøj Service Udlejning i Varde. Det startede som et bijob for Svenning Kjær Pedersen og hans hustru i 1999 med service til 160 personer. I dag kan vestjyderne roligt invitere 3.000 gæster til hjemmefest – Tinghøj har det nødvendige med alt hvad dertil hører. Og det siger ikke så lidt, for idéerne trives på gården i Tinghøj.

Fundamentet er på plads – service, glas og bestik til 3.000 personer, 4.000 stole, 3.000 m2 telte. Fra det enkle udtryk til elegant Chippendale bestik. Fra termokander til kaffeanlæg. Fra vinglas i alle afskygninger til ølkrus med indbygget chip – og dem vender vi tilbage til.

En kassesucces

Med flere tusinde enkeltdele i omløb hver weekend skal der være system i tingene, og det er der. Et computersystem sørger for ordrebekræftelser, pakke- og returlister og fakturering. Og på lageret er det blevet nemmere det seneste års tid, for nu vaskes al service af, når det kommer hjem. "Tidligere var vi nødt til at tjekke, om hver enkelt ting nu også var gjort ordentlig ren, før vi kunne sætte dem på hylderne, og det var også dengang, vi brugte papkasser til opbevaring af glassene," fortæller Svenning Kjær Pedersen. Men så kom konsulent Ole Jørgensen, BENT BRANDT, med et forslag.

"Ole viste os CAMBRO-kurvene, der fås i alle højder og med inddeling og farvekoder, så det passer til de forskellige vinglas, krus m.m. Det ser rigtig pænt ud, når vi leverer dem til kunderne. Kurvene har gitterbund og kan sættes direkte i opvaskemaskinen, så nu skal vores kunder blot placere de brugte glas på hovedet, så kan de sættes direkte på lager efter opvask. Kurvene kan stables, de er forsynet med låg, og man løfter dem i nogle lukkede riller, så der overhovedet ikke kommer støv ind," fortæller ejeren af den succesrige serviceudlejning.

Bestik og tallerkener pakkes i hygiejniske plastposer samtidig med, at der tælles op. Kunderne betaler pr. enhed for opvask, så der er god økonomi i ordningen, der også er blevet positivt modtaget af brugerne.

God tid

I det hele taget tilbyder Tinghøj Service Udlejning en god kundeservice, der samtidig giver en optimal arbejdsuge for Svenning Kjær Pedersen og hans fem medarbejdere.

"Vi leverer service og stiller telte op onsdag/torsdag til weekendens fester, og vi henter tingene igen mandag/tirsdag. Det betyder, at kunderne har god tid til at dække op, vi kan holde weekenden fri og værterne kan sove længe søndag. Vi afhenter, vasker op og pakker næste uges ordrer mandag/tirsdag – og så starter det hele forfra," lyder forklaringen.

Men måske er der en enkelt Bierfest eller to, der skal rigges til fredag. "For vi skal jo hele tiden forny os," siger Svenning Kjær Pedersen. Så nu vender vi tilbage til historien om ølkrus udstyret med computerchip.

Fest med fornyelse

"Jeg fik idéen på en tur til Prag, og det har udviklet sig til en kæmpesucces. Vi leverer en komplet Bierfest, med alt fra billetter, tyrolerbarer, udsmykning, borde, stole, service, fadøl i stride strømme og musik med eller uden lederhosen – samt præmier til vinderne," fortæller den idérige udlejer.

Vinderne er gæsterne ved det bord, hvor der bliver drukket flest øl. Det holder et computerprogram, som Svenning Kjær Pedersen har fået udviklet, styr på via en chip, der er monteret på kruset, og som kommunikerer med fadølsanlægget og den storskærm, hvor alle kan følge slagets gang.

Skulle det knibe med toiletkapaciteten, kan foreningen også leje den luksus-toiletvogn med indlagt musik, som Svenning Kjær Pedersen har bygget i ledige stunder – eller en pølsevogn, fadølsanlæg på cykel, kraftprøveanlæg og andet, hvor den forhenværende smeds håndværk og opfindergén kommer til sin ret.

Fester som på film

"Vi er nødt til at forny os, for kundernes krav til fester udvikles hele tiden – ikke mindst inspireret af amerikanske film. Derfor investerer vi i ordentligt porcelæn, flotte møbler og telte udstyret som en festsal med prismelysekroner," fortæller udlejeren fra Varde, der hvert år inviterer til åbent hus. Om­kring 500 mennesker med festplaner lægger i februar vejen forbi Tinghøj, hvor der på gårdspladsen præsenteres eksempler på den nye trend i festtelte, inspirerende borddækninger, borddekorationer, smagsprøver, musikalsk og anden underholdning samtidig med, at Papirus holder åbent. Papirus er familien Pedersens butik i den gamle stald, der både fysisk og på nettet tilbyder ALT til festen. Fra den helt personlige invitation som samlesæt til det unikke bordpynt.

Opvask som skånejob

Svenning Kjær Pedersen har stor fokus på ergonomi i sine indkøb af service, møbler m.m., for det er store mængder, medarbejderne håndterer hver uge.

Netop ergonomi var årsagen til, at Ole Jørgensen blev involveret i en ombygning af opvasken på Tinghøj. "Vores gode medarbejder, Morten, kom til skade, og både han og vi frygtede, at han ville være nødt til at stoppe hos os. Men så tilbød Varde Kommune, at de ville hjælpe os, så Morten kunne fortsætte på nedsat tid. Vi fik en af kommunens ergoterapeuter tilknyttet, og sammen med Ole fra BENT BRANDT fandt vi i fællesskab ud af, at opvaskerummet skulle være Mortens ansvarsområde.

Her kunne vi nemmest skaffe de hjælpemidler, som kunne give Morten ideelle og skånsomme arbejdsvilkår. Det handlede om løftevogne, de omtalte Cambro-kurve og en lille ombygning af opvaskebåndet. Foruden rådgivning gav kommunen tilskud til de nødvendige forandringer, og i dag fungerer løsningen perfekt for alle parter."

Og med 113 selskaber på en weekend er en perfekt opvask ret vigtig …