Caféen, der går til kamp mod ensomheden
Der var lidt 70’er cafeteria-stemning over disken i Café Frederik på det aarhusianske lokalcenter. Og der var lidt mørkt i drikkevarebrønden under den pladskrævende montre til det kolde – der i øvrigt ikke var stor nok til sandwich, som derfor blev smurt ude bagved på bestilling. Placeringen af vandkøleren skabte kø allerede før området, hvor personalet kæmpede om pladsen til portionsanretning af dagens varme retter.
Så for både personale og ledelse på Sundheds- og Kulturcenter Frederiksbjerg og Langenæs i Aarhus stod nye rammer højt på ønskesedlen. Ikke mindst fordi der var så meget andet, der var under forandring.
Fra lokalcenter til mødested
Caféerne på lokalcentrene skal som udgangspunkt sælge mad til de visiterede brugere af stederne, men det kan være svært at få en forretning ud af med priser på 35-45 kroner for et måltid. Og caféerne skal løbe rundt.
Derfor er der tænkt alternativt i Café Frederik, og med status af sundheds- og kulturcenter er der et stort potentiale for at tiltrække kunder fra besøgende i træningscentret, sundhedsklinikken og blandt deltagerne i det hav af aktiviteter, der foregår på stedet. Deltagere, der i høj grad er ældre mennesker fra lokalområdet – ofte enlige og ofte ensomme.
Det fødte idéen om at invitere til fællesspisning.
Delemad og hyggesnak
Spisestedet Frederiksgade 42 i Aarhus har stor succes med delemad. Med spisestedets indehaver, Christian Bøjlund, som rådgiver har Café Frederik nu i et par år inviteret til langbords 1 gang om måneden. Her tilbereder køkkenet spændende deleretter baseret på restaurantens opskrifter og råvareforslag med 80% grøntsager og 20% kød eller fisk. Frivillige serverer de delevenlige retter på fade og skåle ved bordene, hvor 150-250 studerende, børnefamilier og beboere fra store dele af Aarhus giver ensomhedsfølelsen kamp til stregen.
Det har – sammen med god mad – gjort Café Frederik kendt i brede kredse. Så stedet er nu også et yndet mødested for bl.a. mødregrupper og et populært frokoststed for medarbejdere i områdets virksomheder og offentlige kontorer, der også bruger de gode mødefaciliteter flittigt.
Med caféens beliggenhed lige inden for døren, har de nye muligheder for en delikat præsentation af mad og drikke også givet et stort salg af take-away.
Det gode flow
For Jesper Bruun, konsulent i Projektafdelingen hos BENT BRANDT, har netop mulighederne for at kombinere en flot varepræsentation og en arbejdsbesparende indretning af disken, der samtidig fjerner lange køer, været hovedopgaverne. Jesper Bruun forklarer: ”Nu er det første, gæsterne møder, en stor specialbygget køleopsats i glas, hvor bl.a. sandwich og drikkevarer indbyder til impulskøb. Herfra tager gæsterne en bakke, der uhindret kan køre på hylden langs hele disken. Det første stop kan være ved de lune retter, der holdes varme i 3 indbyggede bain marie-kar og ved hjælp af flotte varmelamper. Herefter er salaterne og de kolde tilbud præsenteret på en køleplade, der ligeledes er integreret i disken, så man har en fornemmelse af en lang disk med god plads.”
Disken har fået et knæk
Tidligere var disken ’lige ud ad landevejen’, men ved at rykke kassefunktionen og tag-selv kaffe/kage-området frem, er der skabt variation i designet, ligesom der er blevet plads til synlige skuffer i fronten med kopper og krus, som gæsterne selv tager. Tidligere fyldte det på disken. Også køen ved vandkøleren er væk. En indbygget vandkøler er placeret for enden af disken, hvor ingen står i vejen.
Den fremrykkede disk giver samtidig medarbejderen ved kassen øjenkontakt med de ankomne gæster, og det transparente rullegitter, der lukker disken af uden for åbningstid, er ført helt til gulvet. Tidligere gik et massivt gitter kun til diskkanten, og det her er meget pænere, konstaterer køkkenets medarbejdere.
Den gode proces
Det har i det hele taget været et meget engageret personale, Jesper Bruun har haft som sparringspartnere i processen, og derfor er det også blevet en løsning, som får mange rosende ord med på vejen fra begge parter
– og fra stedets gæster, der også kan glæde sig over nyt, flot møblement.
Målet var, at skabe et miljø, der kan måle sig med byens andre caféer. Tilstrømningen fra nær og fjern indikerer, at det er lykkedes.