Fem stjerner
Når man investerer 1,5 mia. kr. i at skabe et femstjernet hotel i rammerne, der i fordums storhedstid var Danmarks hovedpostkontor, forventer man et resultat, der kan ta’ pusten fra selv den mest krævende gæst. Og forventningerne bliver indfriet. Villa Copenhagen er en opvisning i respekt for en bygning med enestående format kombineret med ultramoderne arkitektoniske indslag og en kvalitetssans, der gælder alle detaljer.
Kontrasten
Kvalitetssansen gælder også i valget af porcelæn, men hvis man forestiller sig, at resultatet er en fin og fornem bord- og buffetopdækning, tager man fejl, for det er ikke tilfældigt, at hotellets restaurant er et brasserie og navnet er ’Kontrast’. Director of Operations, Lisette Jönsson fortæller: ”Vi har Tivoli og Københavns storhed på den ene side af bygningen, og fra brasseriet på den anden side kigger du ned mod Halmtorvet og Vesterbro. Og vi vil ikke kun være et sted for udenlandske forretningsfolk og strittende lillefingre. Vi vil være et levende sted, hvor der er masser af aktivitet.
Det kommer bl.a. til at ske under det enorme glastag, der sætter standarden og stemningen i vores nye, smukke courtyard. Her er der plads til alt fra musik, udstillinger og performance og til skæve pop-up indslag – det kan f.eks. være en cykelbygger i aktivitet. Og det er ikke mindst et superhyggeligt sted, hvor folk fra området mødes eller går ind for at få arbejde fra hånden over en kop kaffe. Så kan man jo passende fortsætte med vin eller drinks i baren efter spisetid i brasseriet.”
Lisette Jönsson gør meget ud af, at Villa Copenhagen er tilgængelig for alle. Det afspejles også i priserne på menukort, selv om køkkenet laver alt fra bunden. Der serveres økokød, som er slagtet på gården, hvor dyrene kommer fra, og alt bruges – der er f.eks. et halvt grisehoved på menuen og frisk fisk hver dag, som kan ledsages af ’byens absolut bedste champagne til prisen’ – 75 kr. pr. glas. Indretningen er rustik og afslappet, der er masser af bløde jordfarver, og den oplevelse skal borddækningen understøtte.
Afslappet kvalitet
Planlægningen af bordets udtryk affødte flere ture til BENT BRANDTs showroom i Aarhus, hvor Lisette Jönsson, og salgschef hos BENT BRANDT, Peter Bjerrum, havde frit valg fra alle hylder til at finde de rigtige kombinationer af porcelæn, glas, bestik, skåle, fade og andet godt, som kunne bidrage til en rustik, afslappet femstjernet oplevelse – ikke kun i brasseriet, men også i hotellets store, morgenmadsrestaurant, vinbar og courtyard samt i møde- og konferencefaciliteter til 2.100 personer og på de 390 værelser.
”Og det skal ikke bare være pænt – det skal også være holdbart og bæredygtigt produceret,” supplerer Lisette Jönsson, der bl.a. derfor har valgt Figgjo porcelæn i stor stil. Norsk porcelæn med et perfekt, rustikt og farvemæssigt samspil med bl.a. Dudson og Cups stentøj.
På buffeter og til den synlige opbevaring af bestik er træ et gennemgående element, og på værelserne samler specialfremstillede messingbakker de valgte Arcoroc glas.
Hotellet var klar til at åbne, da corona satte hele landet på pause, men efter at de første restriktioner blev lempet, kan Lisette Jönsson konstatere, at ønsket om at blive et sted for alle, går i opfyldelse. ”Da vi fik lov til at åbne, blev vi næsten blæst bag over. Brasseriet har stort set hver dag været fyldt til både frokost og aften med bl.a. mange børnefamilier.”
Det kompromisløse hotelkoncept har også vakt stor international interesse i medierne – og apropos stjerner har flere madanmeldere været forbi…