Hotel Ny Hattenæs, smukt beliggende ves Silkeborgsøerne
Artikel
27.03.2023

Folkestedets nye livsstil

Et 127 år gammelt restaurant-ikon ved Silkeborgsøerne går nye tider i møde. 3 søskende med succes i livsstilverdenen har taget over.

Gitte, Rikke og Klaus – 3 søskende fra Ikast – har gennem 20 år skabt en international succes med virksomheden ’Society of Lifestyle’. Et velværekoncept og en kvalitetsholdning, der nu også foldes ud på det historiske Hotel Ny Hattenæs ved søbredden i Silkeborg skovene.

2 år med gennemgribende renovering har genskabt stemningen af original skovpavillon og selskabssted samtidig med, at indretningen er tilført nutidig, perfektionistisk personlighed, der samtidig er et udstillingsvindue for produkterne fra Ikast-virksomheden. Etableringen af 14 individuelle værelser opgraderer stedet til et luksuriøst boutiquehotel med badebro uden for døren – en bro, der også er anløbssted for én af verdens ældste hjuldampere, Hjejlen, på turen mellem Silkeborg og Himmelbjerget.

Ny Hattenæs har i generationer været et yndet udflugtsmål for lokale, et stop på gå- og cykelture og ikke mindst været stedet for bryllupper, familiefester og pinseballer. Et folkested, hvor alle er velkomne. For souschef Heine Rynkeby Knudsen (tv.) og restaurantchef Gert Arrild (th.) skal det også være stedet, hvor man kommer på grund af maden, vinen og det gode værtskab.

Når ovnen styrer

”Vi har de mest perfekte rammer,” siger Heine, der sammen med en halv snes medarbejdere arbejder i et køkken, hvor ALT er nyt. Kompakt, men meget velfungerende med nogle af de bedste maskiner og grej fra BENT BRANDT-sortimentet.

”Jeg er jo nok på mange måder en lidt gammeldags kok, så der skulle overtagelse til, før jeg lod et program i RATIONALovnen styre en tilberedning fra start til slut. Det handlede om vandbakkelser. Jeg havde i utålmodighed selv flere gange åbnet ovndøren for tidligt, så bakkelserne faldt sammen. For fremtiden overlader jeg opgaven til ovnen – resultatet var til UG, så jeg tager nok imod tilbuddet om BENT BRANDTs kursus i ovnens mange andre programmer…”

Vinen bestemmer

Gert viser os den imponerende række af indbyggede og specialfremstillede GEMM vinkøleskabe, som er placeret synligt og fungerer som væg ved baren. Og det er med en vis stolthed, for Heine og Gert er enige om, at det er vinen, der bestemmer den endelige tilsmagning af maden. Mad, som Heine betegner som enkel, sæsonorienteret og nordisk med råvarer, der i høj grad kommer fra lokale ildsjæle, så smagen virkelig kommer til sin ret.

Der bliver travlt

”Vi åbnede lige efter nytår, og et par uger senere kunne vi stort set melde udsolgt for bryllupper og selskaber i alle weekender fra april til november. Jeg har aldrig prøvet noget lignende,” fortæller Gert, der også venter stort rykind til a la carte, drinks til forår og sommer og ikke mindst kaffe/kagekonceptet, der er blevet styrket med ansættelsen af en konditor til det søde køkken. ”Beliggenheden er jo helt unik, og med 150 pladser på vores nyanlagte terrasse med lounge-område og mulighed for overdækning, verandarestauranten og 80 gæster i festsalen – ja, så får vi travlt,” forudser restaurantchefen, der dog foruden et godt team fra starten, plus hjælp fra de 3 ejere og deres børn, er begunstiget af mange uopfordrede ansøgninger på alle niveauer.

Ny Hattenæs er allerede blevet et populært sted for weekendophold og kurser med åbent alle ugens dage fra morgen til aften. Planerne omfatter foruden picnickurve til bådfolket også et nyt koncept til social dining for unge familier ved langborde i salen. ”Ny Hattenæs skal være det folkested, det altid har været,” slår de to chefer fast. Nutidens folkested - et society for alle med afslappet luksus, nydelse og kvalitet som livsstil. Rammerne er til det – indvendig og udvendig. Det samme er viljen og ambitionerne.