Artikel
04.03.2015

"I har da også tænkt på det hele!"

Sådan lød kommentaren, da Arbejdstilsynet inspicerede den nye kantine og det ombyggede køkken på Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg. Og kantineleder Lone Lauridsen og konsulent Ole Jørgensen fra BENT BRANDT havde i den grad tænkt ergonomi og arbejdsmiljø ind i indretningen, for kantinen er forpagtet af Jobcenter Esbjerg, der benytter stedet til arbejdsprøvning af ofte fysisk og psykisk svage personer.

Det gamle køkken var åbent, så gæsterne kunne følge med, når der blev pillet løg og stegt bøffer. Det var der mange af dem, der arbejdede i køkkenet, der ikke brød sig om. Foruden Lone og fire faste medarbejdere, tilberedes den gode mad på Social- og Sundhedsskolen i Esbjerg af 10-15 personer, der nogle dage om ugen er i arbejdsprøvning, og for dem var synligheden ofte grænseoverskridende.

Så da en udvidelse af skolen kom på tale, blev der mulighed for at nytænke både køkken og kantine. I dag er kantinen en levende del af en ny, centralt placeret aula, mens det gamle, åbne køkken har fået faste vægge og er blevet nyindrettet som et ergonomisk gennemtænkt produktionskøkken fjernt fra gæsternes blikke.

Indretningen er bestemt af behov

Bag den gennemtænkte løsning lå en grundig behovsanalyse, som Lone Lauridsen og hendes faste medarbejdere udarbejdede sammen med konsulent Ole Jørgensen fra BENT BRANDT. "Skolens ledelse har stor forståelse for, at vi er nødt til at tage særlige hensyn, så Ole og jeg blev fra starten inviteret med til byggemøderne, så vores ønsker kunne blive tilgodeset," fortæller Lone.

Resultatet blev, at maden fra produktionskøkkenet i den ene ende af bygningen transporteres til et anretterkøkken, der er indrettet i forbindelse med den åbne kantine, hvor skolens 500 elever kan forsyne sig fra mobile diske og afregne ved mobile kasseapparater.

"I anretterkøkkenet bager vi brød i RATIONAL-ovnene og laver lettere tilberedning, og i rummet ved siden af har vi placeret en meget effektiv HOBART tunnelopvasker, så vi ikke skal transportere service frem og tilbage til produktionskøkkenet.

Vi har i øvrigt valgt flot melamin til alle tallerkener, glas, krus, serveringsfade og skåle. Det sparer vores personale for rigtig mange tunge løft," forklarer den sydvestjyske kantineleder, der med jævne mellemrum lader en ergoterapeut instruere i rigtig løfteteknik.

"Vi har altid haft fokus på medarbejdernes arbejdsstillinger, så derfor er der hæve-sænkefunktioner alle steder, hvor det kan lade sig gøre – ikke mindst fordi mange i arbejdsprøvning foretrækker at sidde ned."

Kantineleder med meget mere

Lone Lauridsen har arbejdet 21 år på stedet i et lederjob, der ikke kun handler om sund kostpolitik og spændende menuplan, men i høj grad også om pædagogik, menneskelig indsigt og økonomisk sans – for kantinens drift skal løbe rundt og hvile i sig selv.

"Derfor har jeg også lyttet meget til Oles erfaringer om at indrette buffeten, så der skabes mersalg – f.eks. diskene på hjul, så vi kan forandre opstillingerne og SP1S engangsservice til særlige tilbud," lyder forklaringen fra Lone, før hun viser os rundt i den flotte bygning, så vi kan tage billeder af de mange ergonomiske løsninger, der beviser, at "- her har man da virkelig tænkt på det hele."

Miljø og ergonomi

Ergonomi handler om at indrette dit arbejde, så det er fysisk bekvemt for din krop. Arbejdsmiljø er alt dét, der har betydning for, om du trives på din arbejdsplads, og i begge tilfælde har det grej, du omgiver dig med stor betydning.

I en undersøgelse af arbejdsmiljøet blandt kokke, køkkenmedhjælpere og økonomaer fra 2010 fortæller 61% af deltagerne, at de i de sidste 12 måneder har haft smerter eller ubehag i lænderyggen, 74% har haft smerter eller ubehag i skuldre eller nakke, og hele 66% siger, at de overvejer at droppe jobbet, hvis det bliver værre.

Kilde: 'Arbejdsmiljø og helbred i Danmark 2010', Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.