Det glade vanvid
"Hvad var det, vi selv efterspurgte, når vi fik lyst til at gå ud – det var jo ikke fine menuer til flere tusinde kroner. Det var god mad, fornemmelsen af ikke at sidde og mangle noget – at vi bare kunne forsyne os." Sådan lyder Lasses oplæg til dét, der skulle vise sig at blive et kultiveret modspil til ta' selv-bordet og menigmands adgang til gourmetoplevelser mellem kl. 18.30 og 21.30 på en almindelig onsdag aften.
Superflot opdækning i lækre lokaler med havudsigt. Aperitif. Fire serveringer skabt af tre af Danmarks bedste kokke. Minimum syv fremragende vine ad libitum, kaffe, te, cognac og noget sødt. Dertil stille musik, tjenersmil og kokkehistorier. Pris 445 kr. – det glade vanvid, som vennen sagde. Og en af de største succeser i dansk gastronomi med stort set udsolgt fire dage om ugen i tre år og til brunch hver weekend.
"Det handler om at optimere, uden at det bliver fabriksagtigt," fortæller Lasse Koch. "Tjenere og kokke serverer og præsenterer appetizer, apperitif og de tre retter, mens gæsterne selv forsyner sig med vin, vand, safter, brød og hjemmelavede olier, kaffe, te og sødt fra de buffeter, som BENT BRANDT har udviklet til formålet. Gæsterne skal møde præcis, og det slutter præcis – argumentet om, at vi har en familie, der venter på os, har fuld accept."
Iværksætteriet
Men efter nogle år, hvor brødrene har skruet deres restaurantimperium sammen, så der blev mere tid til at puste ud indimellem, har trangen til igen at drive restaurant på absolut topniveau meldt sig. I foråret 2015 genåbner Restaurant Brødrene Koch i den smukke træbygning på havnen i Aarhus med ambitionerne om at skabe et sted for uformelle feinschmeckere.
Placeringen i samme bygning som Det Glade Vanvid betyder, at de to koncepter kan dele køkken – et veludstyret ét af slagsen med Molteni komfur, RATIONAL-ovne og andet godt BENT BRANDT grej. Her tilberedes der i dag også tusindvis af kuverter, som hvert år sendes ud af huset, og det giver anledning til at snakke om iværksætteri igen.
"Vi drømmer om at etablere et egentligt produktionskøkken et andet sted, for vi kunne da godt tænke os at blive en større del af koncerter og festivaler – for ikke at tale om en egentlig delikatesseproduktion," fortæller Lasse Koch, der sammen med sine to storebrødre allerede har fat i delikatesse-nichen gennem medejerskab af butikken 'Vin & Vin – Brødrene Koch'.
Brødrene har også fat i det gode, traditionelle danske køkken uden sundheds- og diabetessnak. Trods navnet er der ikke andre familiemedlemmer involveret i spisehuset Frøken Koch på den anden side af lystbådehavnen i Aarhus. Med Frøken Koch er den tidligere sejlklub nu et velbesøgt frokoststed og stedet, hvor der serveres masser af de sønderjyske brødres livretter til aftensmad og sønderjysk kaffebord om søndagen.
Loyaliteten
Idéerne er de fælles om, men ellers er arbejdsopgaverne delt op. Jesper er profilen udadtil med tv-optræden, bøger og konsulentopgave. Michael regerer i køkkenet, tager sig af menuerne og det praktiske her. Lasse er tovholder, administrator og manden, der sørger for alt andet. Fra tid til anden rører han også i gryderne.
Jesper blev udlært på Sorø Storkro, hvor han i 1993 mødte Per Plesner, der dengang var konsulent hos BENT BRANDT på Sjælland. Det blev til et bekendtskab med hele familien og et helt særligt forhold som professionel sparringspartner for brødrene i en opstart, hvor tiden kun tillod møder uden for arbejdstid – dvs. med start tidligt om morgenen. Det blev også til flere ture sammen til Norge, hvor Per Plesner introducerede Koch-familien for de muligheder, som Figgjo gav for at designe individuelt porcelæn – f.eks. med bladguld.
Per Plesner, der i dag er BENT BRANDT konsulent i det jyske, er manden bag den buffet- og køkkenindretning, hvor 'alt er ved hånden', som Lasse Koch udtrykker det.
"BENT BRANDT er god service. Derfor er vi loyale," lyder det fra iværksætterfamilien Koch, der om nogen ved, hvad service, kvalitet og rigtig pris betyder for succes.