Artikel
09.08.2016

Når hoteldrift bliver en sport

Et sportshotel..! Et koncept, der kan tilføre 26 års tradition som velbesøgt kursus- og konferencested en ny dimension og profil. Noget, der kan gøre Rebild Bakker til andet og mere end gudesmuk natur. Noget, der kan give weekendophold et anderledes indhold for en ny målgruppe. Noget, der både er for den lave og den høje puls – og noget, der giver appetit på god mad, masser af energi og plads til selvforkælelse. Og noget, der gør noget godt for lokalsamfundet.

Det er historien om Comwell Sport Rebild Bakker.

Der skulle ske noget. Finans-krisen var ved at være fortid, og i Rebild fandt Comwell-folkene tiden inde til at revitalisere hotellets profil. Det var bl.a. det faktum, at Rebild-området er hjemsted for nogle af Danmarks største mountainbike-klubber, der sporede tankerne ind på sportskonceptet og satte fokus på det enorme potentiale, naturen i og omkring Rebild Bakker rummer. Til gang, til løb, til hest, til vands, til anderledes teambuilding og til timeout i de kurser og konferencer, som et sted med 150 værelser, auditorium til 580 og 22 mødelokaler er som skabt for.

Det er tre år siden, og i dag er omkring hver femte kursus og konference på Comwell Sport Rebild Park et aktivitetsarrangement, som involverer både hotellets tre fastansatte instruktører og det netværk af specialtrænere, som er en del af konceptet – foruden resten af personalet, som i den grad har engageret sig, fortæller hotelchef Jane Andersen. "De siger, det er blevet sjovere at gå på arbejde."

Til hverdag og weekend

For hotellets trænere – og gæster – starter hverdagene kl. 7.15 med løbeture i hold i bakkerne og morgengymnastik ude eller inde. Kl. 10 er der halvanden times sigthseeing på mountainbike på 27 km ruter i alle sværhedsgrader, og om eftermiddagen veksler dagenes holdtilbud mellem forskellige former for styrke- og konditionstræning og balance- og smidighedstræning – både for de hardcore og de utrænede. Både ude og inde, til lands og i poolen.

I weekenden er der stort set tilbud om guidede træningsaktiviteter dagen igennem, for hotellet i Rebild Bakker er blevet et yndet mål for weekendophold.

"Vi var meget spændte på, hvad der ville ske, når vi droppede vores populære tilbud om traditionelle weekendophold, men vi syntes, det var enten eller," fortæller Jane Andersen. "Vi kunne ikke byde gæster på sov-længe-weekend, at de blev vækket af fællestræningen på multibanen lige uden for deres vinduer. Men vores frygt var ubegrundet. Sportskonceptet er blevet en stor succes hos dem, der synes, der skal ske noget. Både hos aktive par, familier med børn fra 10-12 års alderen og et stort antal cykel- og løbehold – også hold fra f.eks. Team Rynkeby – der bruger os som træningslejr. Og så er der vores tema-weekender, der bl.a. byder på Xterra-introduktion eller power-træning og i den anden grøft: Yoga og tid til eftertænksomhed i bakkerne."

Til lands, til vands og til fest

Der er i det hele taget masser af aktivitetstilbud både inde og lige uden for døren, hvor hotellets mange mountainbikes står 'i garage' ved siden af cykelværkstedet og vaske- og tørrehallen. "Lån af cykel er en del af vores pakketilbud, men mange har jo selv grejet med, som man enten kan vælge at låse inde i vores indendørs cykelparkering eller tage med på værelset," fortæller hotelchefen, der i øvrigt også har indrettet vaskeri til sportstøjet og udstyret alle værelser med tørrestativ.

Foruden det professionelt udstyrede fitnesscenter i to etager, swimmingpool, dampbad og sauna, holdtræningslokale i den gamle natklub udstyret med bl.a bokseudstyr, tilbud om massage, fysioterapi og akupunktur hos fast tilknyttede terapeuter møder gæsterne også stepbænke, udstyr til armgang, hulahopringe m.m. på gangene, som opfordrer til fysisk aktivitet. Det samme gør en kano, der repræsenterer tilbuddet om en kombineret cykeltur til St. Økssø med efterfølgende sejlads på sø og å.

På arealerne omkring hotellet findes et antal boldbaner – bl.a. en helårs multibane med kunstgræs, en bane til beachvolly og en tennisbane. Lokalbefolkningen kan tegne medlemskab til brug af alle faciliteterne – både inde og ude.

Og så er der Innovation Camp – et stort areal, der bl.a. bruges til opvarmning på de store konferencer med flere hundrede deltagere, og som desuden prydes af en stor tipi, der er et mødekoncept i sig selv. "I tipi'en er møblementet lavet af grove bjælker og rensdyrskind placeret omkring et stort, åbent ildsted. Her laver deltagerne i grupper deres egen 'kok-amok' middag med friske råvarer og måske bær og urter, man selv har fundet i skovene. Vores kokke står til rådighed, hygger om deltagerne og kårer vinderen," fortæller Jane Andersen.

Hotellets personale møder i øvrigt ofte gæsterne i naturen, når der laves pop-up servering af snacks og energidrikke under aktiviteterne – mad og drikke, som er skabt som en del af konceptet. For køkkenchef Michael Andersen og restaurantchef Karina Grønhøj sørger for, at der lades op til de fysiske og mentale anstrengelser for hotellets gæster.

Energi til mere

"Det er enkel og ærlig mad lavet med kærlighed," lyder det beskedent fra køkkenchefen, der dog kan afsløre, at beskrivelsen også dækker over spændende eksperimenter. "Dagen starter med et stort, flot morgenbord, hvor vi laver tingene fra bunden. Her er hjemmebagt brød – også glutenfri – og vi laver nutella, marmelader, juicer og smoothies. Der er fedtfattig skyr og yoghurt, økologiske spegepølser, røræg – også i en variant med spinat, skyr og jomfrubyg – men ingen morgenkager. I stedet kan gæsterne selv bage deres pandekager – og skylle ned med vores egen lyng-bitter," fortæller Michael Andersen.

På frokostbuffeten er mange retter portionsanrettet. “Det ser godt ud på buffeten, og jeg tror, man fristes til at prøve flere forskellige ting. Totalt set spiser man nok mindre end ved fadservering. Men forsøget på at erstatte frokostbuffetens dessert med smoothies, var ingen succes," konstaterer Karina Grønhøj, der også hurtigt gik tilbage til traditionel tjenerpåklædning i stedet for afslappet polo-shirt til aftenserveringen. Når dagens strabadser er overstået for gæsterne, er der nemlig dømt fortjent hygge og forkælelse. Og god vin skal ikke skænkes af en tjener i polo-shirt, er læringen for restaurant- og køkkencheferne.

"Der er magert kød og salater på aftenmenuen, men der er også plads til fuldfed fløde som gode saucer til en garniture, der er kælet for," lover Michael Andersen, der henter mange ingredienser i omegnen i form af f.eks. svampe, bøge- og birkeblade samt birkesaft til birkesirup. Hotellets egen øl brygget på fyrrenåle får køkkenchefen dog fremstillet på Fur.

Og så er der lige kursisternes pauser, der har særlig opmærksomhed på Comwell Sport Rebild Bakker. Her laver Michael Andersen og hans stabile køkkenhold lækre anretninger med årstidens friske, rå grøntsager, frugter og hjemmelavede snacks sammen med eksperimenterende, fedtforbrændende juicer.

Plus lækkert hjemmebag! For det er blevet en sport at få det sunde og det syndige, det aktive og det afslappende til at gå op i en højere enhed. Sådan, som det gør i Rebild Bakker.