Sportscaféen, der kan mere
Dennis Brauer er forpagter af Café LIF i det udvidede Lystrup Idrætscenter. Dennis er kok, og han forpagter i forvejen caféen i kulturhuset Viruphus i nabobyen Hjortshøj. Her er caféretterne suppleret af bl.a. take away, fester for børn og voksne, online bestilling af skolemad til levering på byens skole og frokostordninger til virksomheder.
Dertil kommer det omfattende hjemmearbejde i køkkenet, der skal til, når Dennis sammen med sin bror Mike i en fælles cateringvirksomhed hvert år står for omkring 350 grillfester over hele landet – en passion, som også bl.a. har resulteret i, at brødrene to gange har deltaget i Grill VM i USA. Der er grill-menuer alt inklusive til både barnedåben, konfirmationen, gourmetaftenen og den helstegte pattegris – lavet fra bunden og med Wagyu-kød importeret direkte fra USA, danske frilandsgrise og friske fisk fra Danmark. Derfor så Dennis hurtig perspektiverne, da Lauge Dehn kontaktede ham.
Synergi i produktionen
Lauge er formand for Lystrup Idrætsforening, der var tæt på at være var klar med en udvidelse af byens idrætscenter, og Lauge havde spottet Dennis som et godt bud på en forpagter af centres nye Café LIF. Lauge er også formand for Hotel Fuglsøcentret, så han havde sat sit aftryk på indretningen af køkkenet til den kommende café – en opgave, der blev lagt i hænderne på konsulent Claus Helbo og Projektafdelingen hos BENT BRANDT.
”Jeg kunne se, at de nye køkkenfaciliteter i Lystrup ville give os mulighed for at skabe synergi mellem mange af de ting vi laver,” forklarer Dennis. ”Caféernes bowls kan f.eks. være en del af de cirka 150 frokostordninger, vi lige nu sender ud af huset, og den lune ret kan blive til aftenens take away-tilbud i caféen. Saucer, pestoer og salater til grillfesterne kan indgå i skolemad og frokostordninger – samtidig med, at sammenhængen mellem udlevering og køkken giver plads til produktion af de burgere, pølser, pommes frites og slush ice, der også skal være i en sportscafé. Jeg er rigtig glad for de muligheder, køkkenet giver mig i fremtiden.”
Det er også Café LIF, der leverer maden til caféen i svømmehallen, og da kapaciteten i køkkenet ligger på mad til omkring 400 personer, forventer Dennis, at fordoble antallet af frokostordninger.
Det nye mødested
Idrætsforeningen har et ønske om at gøre centret til et nyt mødested for borgere i alle aldre. Erhvervslivet er også ved at få øjnene op for centrets mødefaciliteter, og byens Fællesråd hilser Café LIF velkommen som nyt kaffe/kage-sted. ”Og det er nødvendigt, for alene traditionel sportscafédrift er ikke rentabel i byer af vores størrelse. Brugerne vil gerne, at vi altid har åbent, når de kommer, og ved at bruge køkkenet som et produktionskøkken, kan vi udvide åbningstiden.
Dennis glæder sig også selv til at arrangere børnefødselsdage, hvor børnene kan bruge springfaciliteterne i Multihallen. Fællesspisning, koncerter og grill-aftener på terrassen står også på to-do-listen, og et godt ry fra Hjortshøj har fra starten sat sit præg på ordrebogen for fester på Café LIF.