Artikel
10.09.2015

Anne, Lars og marmeladekøkkenet

Hvad gør man som dansk frugtavler, når udenlandsk konkurrence presser priserne på frisk frugt helt i bund? Man omlægger til økologi og starter sin egen produktion af marmelader.

Og så knokler man, men tilfredsstillelsen er stor, når kunderne flokkes, og smagen af gamle marmeladetraditioner med et twist roses til skyerne. Velkommen i marmeladekøkkenet hos Anne og Lars Albrektsen på Bandholm Frugtplantage.

Anne og Lars købte gården nord for Maribo i 1993. Lars var opvokset på landet, men ellers var gårdens avl af korn og roer en bibeskæftigelse. I 1999 tog tingene en drejning, da Lars sagde sit job op, begyndte at dyrke konsumærter og tilplantede 1,5 ha med æbletræer.

I dag er der 8 ha med 30.000 økologiske træer fordelt på 9 æblesorter på Bandholm Frugtplantage – foruden blommer, stikkelsbær, hyben, jostabær og brombær. "I 2006 besluttede vi os for at omlægge til økologi, fordi økonomien i konventionel frugtproduktion var helt umulig," fortæller Anne. "Samtidig lejede vi os ind i et godkendt køkken, og startede så småt produktionen af vores egne marmelader med æbler som fast ingrediens tilsat andre bær og frugter. Det foregik i store gryder på traditionelle kogeborde, og afsætningen skete via lokale butikker og markeder."

En blomstrende succes

I 2009 – efter tre års omlægning – kunne Anne og Lars kalde æbleplantagen økologisk, og samme år tog parret beslutningen om at bygge et ’rigtigt’ produktionskøkken til marmeladerne. Med hjælp fra konsulent Stig Brostrøm, BENT BRANDT, og inspirationsbesøg i andre køkkener holdt en grøntsagssnitter, en opvask og et kogebord sit indtog i produktionen sammen med en brugt kipgryde.

I dag skal der to nye Jøni kipgryder til at klare efterspørgslen. "I 2010 fik vi for alvor vores store salgsgennembrud. Vi blev kontaktet af Interflora blomsterbutikkerne, der ønskede at bruge vores marmelader i deres gavekurve. Det betød, at vores navn blev kendt af mange, så nu kommer ordrerne af sig selv – også som private label til bl.a. Emmerys og Øllingegård," fortæller den lollandske marmeladekok.

Håndværk på glas

Arbejdet med at fjerne kernehuset fra æblerne sker hos en underleverandør, men ellers er det Anne og Lars, der selv klarer resten. "Vi har folk til at hjælpe i plantagen, men det er meget vigtigt for os, at vi selv er med i hele processen i køkkenet – også fordi vi synes, det er sjovt. Vi blander frugt, rører i kipgryder, fylder på glas og pakker i hånden, og det bliver til omkring tusind glas a 170 gram på en dag."

Det er 170 gram med en meget høj frugtprocent, kun tilsat lidt sukker og ingen tilsætningsstoffer. "Det kan lade sig gøre, fordi æbler har et højt indhold af pektin, der får marmeladen til at stivne naturligt," lyder forklaringen. Holdbarheden er et år, og al marmelade produceres efter ordre.

Anne og Lars Albrektsen deltager aktivt i udviklingen af madkulturen på Lolland-Falster, og der er også gang i udviklingen af nye, æblebaserede produkter fra Bandholm Frugtplantage. Men en udvidelse af plantagen kommer ikke på tale. "Det er køkkenet, der er vores styrke," lyder det med overbevisning.